Nødstopassistent
Hvis bilen registrerer, at føreren ikke reagerer i et vist tidsrum, kan den stoppe automatisk inden for den aktuelle vognbane. Det kan for eksempel være med til at undgå en ulykke, hvis føreren kommer ud for en medicinsk nødsituation under kørslen.
Bilen starter et kontrolleret stop, hvis føreren ikke reagerer på anmodninger om aktivt at køre bilen. Disse anmodninger kan komme fra Driver Alert-funktionen, hvis føreren ikke er fokuseret eller viser tegn på at være for uopmærksom til at køre sikkert. De kan også være relateret til, at føreren ikke holder hænderne på rattet.
Tip
Under standsningen bruger bilen alle de oplysninger, den løbende indsamler om omgivelserne, for at komme til et kontrolleret stop i banen på den vej, hvor du befinder dig. Den aktiverer også havariblinket for at advare andre førere.
Hvis føreren er til rådighed, når den sikre standsning er afsluttet, skal bilen flyttes til et sikkert sted, hvor den ikke udgør en fare for trafikken.
Advarsel
- Køreindgreb som at udføre et kontrolleret nødstop er supplementer til en sikker kørestil. De kan ikke reducere eller erstatte behovet for, at føreren er opmærksom og fokuseret på at køre sikkert.
- Du må ikke bevidst udløse en nødstopmanøvre, hvis det ikke er absolut påkrævet for at standse sikkert.
Betingelser og begrænsninger
Din bils system til registrering af førerens adfærd overvåger konstant førerens handlinger. Det er afhængigt af indvendige kameraer for at holde styr på øjenbevægelse, opmærksomhed, døsighed, og om førerens hænder er på rattet. Nødstopassistenten bruger information fra dette system til at identificere førerens handlinger og bestemme, hvornår det er nødvendigt med et nødstop. Det er derfor vigtigt ikke at forsøge at narre systemet til overvågning af adfærd eller tildække kameraerne.
Ved at deaktivere notifikationer med distraktionsadvarsler kan du forhindre, at din bil foretager nødstop baseret på input fra distraktionsadvarselssystemet. Det betyder, at nødstopassistenten ikke griber ind, hvis føreren viser tegn på træthed eller manglende opmærksomhed. Det kan imidlertid stadig føre til nødstopindgreb, hvis du ignorerer advarsler knyttet til, at føreren ikke har sine hænder på rattet.
Nødstopassistenten er afhængig af oplysninger fra radar- og kameraenheder for at identificere bilens omgivelser og foretage et sikkert stop. Læs de særskilte afsnit om betingelser og begrænsninger for din bils system til registrering af førerens adfærd, kameraer og radarer for at forstå, hvordan funktioner, der er afhængige af disse typer registrering, påvirkes.
Vigtigt
Bilproblemer
Hvis nødstopassistenten ikke er tilgængelig på grund af en fejl i førerstøttesystemet, vises der en meddelelse i førerdisplayet, som fortæller dig, at du skal booke tid til service. Kontakt et autoriseret Volvo-værksted, hvis der angives en fejl på denne eller anden måde.
Ændringer på bilen
Modifikationer, reparationer og installering af tilbehør kan have en negativ påvirkning på og begrænse bilens førerstøtte-features. Der er et separat afsnit i vejledningen med detaljeret information om emnet.