Montering af barnestole på sæderne på tredje række

For at montere en barnestol sikkert på et af sæderne på tredje række er der vigtige oplysninger, du skal læse, og anbefalinger, du skal følge.

Der er ingen tilgængelige forankringspunkter til montering af en barnestol på sæderne i tredje række.

 Tip

Langvarig brug af en barnestol kan medføre slitage på bilens interiør. Brug en sparkebeskyttelse for at beskytte bilens interiør.
Tilladte barnestole
  • Brug kun barnestole, som anbefales af Volvo, er universalgodkendt eller specifikt godkendt til køretøjet, hvor bilen er angivet på producentens køretøjsliste.
  • Barnestole, der bruger støtteben, er ikke tilladt på tredje række.
  • Holdestropper på en barnestol bør altid fastgøres til de angivne forankringspunkter. Fastgør ikke holdestropper til sædeskinner, håndtag eller andre dele af interiøret. Der findes ingen nederste stropforankringspunkter på gulvniveau til sæder på tredje række.
Klargøring af sæde
  • Fjern hyndeforlængere, benstøtter og andet tilbehør fra sædet før montering af en barnestol. Hvis du bruger sparkebeskyttelsestilbehør, kan det forblive på sædet.
  • Når du monterer en justerbar, bagudvendt barnestol, skal du justere den i henhold til barnets alder. Ældre børn bør sidde i en mere opret stilling end yngre børn.
  • Før du monterer en barnestol på tredje sæderække, skal du sørge for, at du har tilstrækkeligt med plads til bevægelse. Klap sæderne på anden række sammen, og flyt dem frem. Når du hæver sæderne igen og justerer deres positioner, skal du sørge for, at de ikke presser mod den monterede barnestol.
  • Lad altid ryglænene på anden række være i den mest oprejste stilling, når der er monteret en barnestol bag dem.
Brug af sikkerhedssele
  • Når du monterer en barnestol, der er fastgjort ved hjælp af bilens sikkerhedssele, eller når bilens sikkerhedssele bruges til at fastholde et barn, skal du kontrollere, at beslag eller andre dele af stolen ikke kommer i berøring med knappen til selespændet.

 Advarsel

Følg anvisningerne

Sørg for at læse alle oplysninger om børnesikkerhed i denne vejledning grundigt, og følg anvisningerne fra producenten af barnestolen. Det kan i modsat fald medføre, at barnet pådrager sig en alvorlig skade i tilfælde af en ulykke.

 Vigtigt

Følg de generelle anbefalinger for alle forankringspunkter, som anvendes til at montere en barnestol.
Følg producentens anvisninger for at montere barnestolen.

 Note

Spørgsmål til montering

Hvis du har spørgsmål vedrørende montering, bedes du kontakte producenten af barnestolen for mere udførlige oplysninger.

Beskyttelse af bilens interiør

Vær forsigtig under monteringen for at undgå skader på bilens interiør forårsaget af udragende dele eller skarpe kanter på barnestolen.

  • Fastgør løse dele af barnestole, såsom holdestropper, i henhold til producentens anvisninger.

 Vigtigt

Ind- og udstigning på tredje række

Vær forsigtig, når du stiger ind og ud fra tredje række for at fastgøre et barn. For at give dig selv så meget plads som muligt kan du klappe sædet på anden række sammen og flytte det frem. Når du hæver sæderne igen og justerer deres positioner, skal du sørge for, at de ikke presser mod den monterede barnestol.

Hævet nakkestøtte

Nakkestøtten skal altid være hævet, når der er monteret en barnestol.

Generelle sikkerhedsanbefalinger

Følg, når det er relevant, de generelle sikkerhedsanbefalinger vedrørende brug af sikkerhedssele, justering af nakkestøtter og korrekt siddestilling. Sørg for at læse disse afsnit i vejledningen, før der monteres en barnestol.

Lokale bestemmelser

Forskellige geografiske områder har forskellige regler for, hvor børn skal sidde, og hvordan de skal sikres. Sørg for at sætte dig ind i de regler, der gælder i din region.

 Tip

Påmindelse om sikkerhedssele

Der vil muligvis blive vist en huskemeddelelse for sikkerhedsselen, hvis en barnestol monteres uden at bruge sikkerhedsselen. Du kan afvise påmindelsen i førerdisplayet, men andre advarselsindikatorer er fortsat aktive. Spænd sikkerhedsselen for at fjerne dem.